Dette er en samling af beskrivelser. Først af de forskellige guder og gudinder, som udgør Talmheims panteon. Hver beskrivelse vil præsentere, hvad der er accepteret viden om de forskellige guder, deres trosamfund, udbredelse og tilbedelse. Efterfølgende vil være en liste over andre trossamfund og væsner, der tilbedes, men ikke nødvendigvis regnes blandt de Talmheimske guder. Dette inkluderer blandt andet helteguder. Til slut vil være en liste over specifikke begrebers betydning.
Talmheims Guder
Det følgende stykke er en sorteret liste over de centrale guder, der udgør Talmheims panteon. Beskrivelserne forsøger at være så objektive som muligt og der er ikke taget udgangspunkt i nogen kulturs tolkning. I stedet er der sat fokus på, hvordan flere forskellige kulturer opfatter og tolker de enkelte guder. Nogle steder er diskussioner begrænset af de tilgængelige kilder, som det for eksempel gør sig gældende med beretninger om Talmheims oprindelse.
Celina
Celina er blandt de ældste af Talmheims guder og er sammen med guden Chander beskyttere af Talmheims to måner af samme navne. Relativt lidt vides om gudinden, der grundet sin omskiftelige natur også kendes som de mange ansigters dronning. Det findes delte meninger om Celinas oprindelse. Nogle mener, at hun er blandt de ældste guder, mens andre peger på gamle tekster, der ikke nævner hende blandt de første guder, der kom til verden efter Xevelia. Celinas tvivlsomme oprindelse, gør hende dog ikke mindre tilbedt, blandt mange forskellige folk og folkeslag.
Tilbedelse i det små
Troen på Celina udføres ikke ofte i store trossamfund, men findes i en ofte dybt personlig tilbedelse hos individer. Celina er gudinde for forandringer, hvilket ofte kommer til udtryk i personlig udvikling eller forbedring. Mange føler sig draget til Celina, når de påbegynder en større personlig rejse, men fordi følgere kommer til Celina af vidt forskellige årsager, findes der ingen stor orden for tilbedelse. Det tætteste man kommer på dette er Templo a la Hebaná i Messaura. Templet er det eneste officielle tempel, der udelukkende er dedikeret til Celina. Flere rejsende eller troende, finder vej til templet for at søge råd om deres videre færd. Nogle bliver boende i længere tid, hvor de lærer af præsterne og hjælper til med templets drift. For nogle er Templo a la Hebaná kun et midlertidigt stop på deres rejse, for andre bliver stedet enden. Af denne grund har Messaura en af de største koncentrationer af Celinas følgere i hele Talmheim. Celinas anden store rolle er som årstidernes bringer. Det er i denne skikkelse, at hun finder størstedelen af sine følgere. Dog sidestilles hun i denne form med andre naturguder, når der bedes til et tørt efterår eller en mild vinter, så høsten kan sikres, inden vejret for alvor tager en drejning til det værre. Der eksistere en enorm solidaritet blandt Celinas følgere. Ofte kan man se mere erfarende troende hjælpe andre mere usikre følgere på deres personlige rejse.
Grundet sin natur besidder Celina ikke noget centralt dogme. Det tætteste på et dogme er: At søge efter sin indre sandhed, selvom denne søgen ender med at tage hele ens liv.
Celinas mere naturbundne skikkelse, samt hendes position som en af Talmheims måner giver hende også mange følgere i forskellige naturreligioner. Specielt druiderne i Cùl Djedi og Ardú Scáth sender deres bønder mod Celina. Ikke meget vides om disse druiders praksis. Nogle rygter mener, at druiderne ynder spredningen af lykantropi, men det er kun rygter. Dog er det ikke en helt grundløs beskyldning, da Celina ofte sættes i forbindelse med disse skabninger, da det er under Celinas fulde lys, at lykantroper tvinges til at undergå deres forvandling.
Foruden disse måder at bede til Celina, findes der endnu en mere obskur måde. Det er gammel skuespiller tradition at påkalde sig Celina, enten som et held og lykke eller som en personlig bøn om en god forestilling. I sådanne tilfælde bruges. “Celina tage dit/mit selv” eller den mindre truende “Celina skjule dit/mit selv“. Det vides ikke, hvor denne tradition er opstået henne, men udtrykkene bruges flere steder i Talmheim.
Celina den blå måne
Den blå måne er det centrale tegn på troen på Celina. Matchende den virkelige månes let blålige farve. Den konkrete udformning på symbolet kan desuden sige noget om individet, der bærer det. Hvert symbol laves af en kombination af en månefase og et mønster. Mønstrene tager form gennem indgraveringer eller som udskårne dele af designet. Fem typer af udsmykning eksisterer. Den første er neutral, mens de sidste fire repræsenterer årstiderne: Et snefnug, en blomst, en sol og et blad henholdsvis. Disse syboler kan signalere bærerens fremskridt på en ændring af deres liv eller deres sindstilstand på baggrund af forandring. En præst til Celina kan bære en måne med vinter motiv for at signalere refleksion eller sorg over en nær vens død, mens et ungt par kan iføre sig sommerens brændende følelser for at vise deres forhold til hinanden. Den anden halvdel selve månen kan vise bærerens personlige fremskridt. En fuldmåne kan vise en fuldførelse af ens forehavende, mens en aftagende måne kan vise tilbagegang.
Den store mængde specifikationer, der findes omkring skabelsen af den blå måne, gør at nogle af Celinas følgere vier deres liv til at skabe dem. De bedste blandt disse månesmede er i stand til at modificere eksisterende symboler, så det samme symbol kan udvikle sig i takt med dens ejer. Dog laves der ofte nye symboler af træ eller metal når en troende når en større milepæl i sit liv.
Chander
Chander er en meget gammel gud i den Talmheimske pantæon og er sammen med gudinden Celina beskytter af Talmheims måner. Chander er specifikt beskytteren af den mindste af de to måner. Månens lange cyklus, samt Chanders tendens til at agere som en stum gud, har givet ham titlerne Den tavse rejsende eller Den vandrende. Ikke meget vides om Chanders oprindelse. Der er spredte meninger om, præcis han indtræder i pantæonen. Han nævnes ikke i overleveringen af Talmheims skabelsesmyte, men det er dog tydeligt, at han er blevet tilbedt tidligt, da tegninger af ham er blevet fundet i kæmpernes templer.
Tavs men tilbedt
I moderne tid er Chander gud for lange rejser og i nogle tilfælde også som en gud for regelmæssighed. Tilbedelsen af Chander forekommer ved starten af store rejser. Dette gøres ofte af sømænd, der ønsker en sikker rejse eller krigere, der drager mod fjenders land. Specielt tendensen hos krigere, til at bede til Chander er interessant, men det vil bliver set nærmere på senere. Chander har en tendens til at overtage nogle af de samme områder som sin modpart Celina. Ligesom Celina forbindes Chander med forandring hos nogle følgere. Dette er ikke specielt udbredt, men forekommer i særlige tilfælde.
Chander besidder en relativt central rolle i den Trennaganske kirke, der sætter fokus på hans rolle som en beskytter af regelmæssighed. Interessant for denne trosretning er, at den er en af de særtilfælde, hvor Chander ikke sættes på lige fod med Celina. Et andet sted af disse steder er i Maluria øhavet, samt de omkringliggende kyster i Ahmad, Qadir og Shai’Vòran. I disse områder tilbedes Chander sammen med guden Palínir. I denne skikkelse ses Chander mere som en gud for havene og vejret, end for månen. Også i Ventika sættes Chander også i en speciel rolle. Ventikanerne tilbeder Chander som en vogter af handelsruter og rejsende. Statuer af guden bliver placeret langs veje overalt i landet, og det er normalt for rejsende at ofre ved disse statuer for at modtage rejselykke. Lokale traditioner forbinder også Chander til en guddom fra Ventikansk kultur Bhean na Sruthan (Rutha i daglig tale).
Chanders forbindelser til regelmæssighed, og ligeledes hans forbindelse til krigere og krig, ser ud til at have den samme oprindelse. Chander er en af de tidligst dokumenterede guder og ser ud til at være blevet tilbedt som en krigsgud. Overlevende kæmperuiner fra Somrige og Myrigen viser Chander som en gud fra strategi og krig. Disse sider af guden blev bragt videre gennem dværgenes alder og har sat sig spor i Chanders tilbedelse selv i moderne tid.
Symbolik og Omdømme
Chanders mange forskellige tolkninger er ikke utypisk for guder af hans alder. Chanders udseende har ændret sig gennem hans mange versioner. Fra en imponerende kæmpeskikkelse med spyd og skjold i ruinerne af kæmpernes tid, til en vagabond evigt betrædende Ventikas veje i moderne tid, og endda den omskiftelige lady of the streams i Glacadh Gleann. En ting er dog altid gennemgående ved Chander, hvilket er hans slidte fodtøj. Lige meget, hvor storslået en afbildning er Chanders sko altid uden såler et valg, der efterlignes af hans mest tro følgere. Dette leder over i Chanders dogme, der lyder:
Den eneste måde at flytte sig er med sine egne ben.
Med dogmet menes en opfordring til at ændre sin situation på egen hånd frem for at lade andre løse ens problemer eller tage skridtene til forandring for en. I områderne omkring Eriksværk i Myrigen tages Chanders dogme helt bagstaveligt af gudens følgere. Af denne grund gør de ikke brug af nogen form for transportmiddel som både eller vogne, men vælger at gå på deres egne ben.
I daglig tale benyttes Chander i flere sammenhæng. Flere nationer sværger ved Chanders støvler for at vise, hvor seriøse de er i at opfylde et bestemt mål. Ventika og mange lande i Mòra Vòran bruger desuden vendingen “Chander gå med dig” som et ønske om rejselykke. Et lignende udtryk bruges i Therisha og Guresha: “Chander vogte din vej“.
Enja
Hjerteroden Enja er den måske største og mest tilbedte gud i Talmheim. Som en af de ældste guder i pantæonen spiller Enja en central og meget vigtig rolle i de fleste trossamfund. Hende titel som hjerteroden kommer af hendes plads som livets og naturens gud, en yderst vigtig rolle. De fleste beretninger fortæller, at Enja med sine to modparter Enir og Vataos kom til verden, da Xevelias blod ramte Talmheims jord. Enja var efter beretningerne, den gudinde, der åndede livet tilbage ind i verden efter selv at have ladet sit blod nærer jorden, en handling der medførte fødslen af solgudinden Iarae. Trods Enjas villighed til at kommunikere med sine følgere (dog næsten udelukkende gennem fornemmelser og tegn), findes der stadig vidt forskellige tolkninger af, hvad gudindens sande natur er.
Naturens mange ansigter
Det er underligt nok de færreste aspekter af Enja, der er fastlagt og universelt accepteret. Hendes temperament og afbildninger er ligeså varieret som naturens. Den mest udbredte version af Enja er den moderlige skikkelse, der er søster til Enir og Vataos og som opretholder og skaber nyt liv. Dennes version af gudinden er mest udbredt, da det er denne skikkelse, der blev etableret i Arderia og som havde en central plads i den trennaganske kirke. En anden ligeså udbredt trosretning ser Enja og Vataos som to sider af samme væsen. En guddom, der ødelægger ligeså meget som den skaber. Denne tolkning af Enja dukker meget op i historiske kilder på Mòra Vòran. Man kan finde henvisninger til denne kombinerede liv og døds gud i Ventika, Thir og i overlevende kilder fra Slales og Hargram. Disse kilder viser dog ikke den samme guddom. Thir og Ventika viser et langt mere temperamentsfuldt væsen, mens Hargrams og Slales’ Enja er mere passiv og fjern. Overlevende beretninger fra de Sihalenske stammer i Manzilalthal området fortæller om endnu en version af Enja, der ikke søster til, men derimod gift med Vataos. Denne version af gudernes forhold findes også på Shai’Muluk, men er ikke nær så udbredt som den har været.
Enja bliver ofte set som en del af alt natur. Nogle mener, at det er grundet Enja af Iavas skovene forbliver låst i efterår hele året rundt. Enja er desuden en af de meget få guder, der er fremtrådt, inden for moderne historie. En kilde fra Therush i år 334 FAT fortæller om, hvordan en krig mellem orker stammer blev standset, da en krigsmarken blev levende af flere millioner af ildfluer, der sværmede i et ansigt, der beordrede alle parter til at lægge deres våben. Dette ses af mange som Enjas værk, da krigen havde lagt mange marker og enge golde.
Tro og traditioner
I det daglige tilbedes der ofte til Enja. Farmere beder til Enja for at sikre en god høst. Mens kvinder beder til Enja for at blive velsignet med et barn eller en let fødsel. Når et barn fødes er det de fleste steder normalt at velsigne barnet i Enjas navn. I Samarant er det normalt, at holde en ceremoni en uge inde i barnets liv, hvor den nyfødte præsenteres for Enja ved den 6. dags første lys. Dette kommer af, at man tilbeder Enja som en solgudinde i Samarant, tilsyneladende grundet hendes forbindelser til Iarae. I Therisha og Guresha holdes Doresh (en stor midvinterfestival) for Enja. Denne festival er til for at kalde foråret frem og har også visse tegn af sol symbolik. I de mere forbundne områder af Therisha dedikeres Doresh mindst lige så meget til Iarae som Enja. De to gudinder forbindes også af deres delte rolle som gudinder for hjemmet og familier. Her er Enja ofte en gudinde for mødre, men tilbedes også som hjemmets beskytter flere steder.
Ligesom hun har mange forskellige tolkninger, besidder Enja også mange varierende symboler. Enja forbindes ofte med hjorte og hjortesymbolik, da hun ofte repræsenterer en modpart til Vataos. Dette har blandt andet givet anledning til hendes anden titel “den kronede moder”. Denne titel er ikke ligeså udbredt i moderne tid, men virker til at være blevet hyppigt brugt på dværgenes tid. Titlen er mest udbredt i dværgerigerne, men har ledt til et af de mest almindelige symboler for Enja. To gevirer hvilket i slyngplanter. Enjas ypperstepræster bærer ofte gevir som hovedbeklædning, og når Enja vises i menneskeskikkelse er det også altid med gevir. Ellers indgraveres gevir på træ stykker, der bæres om halsen. Et andet meget udbredt symbol er hjerteroden. Symbolet forestiller et træ, hvis rødder og grene strækker sig næsten symmetrisk op og ned. Dette symbol er mest benyttet på Mòra Vòran, men er også populært på Drea Setira. Så er der symbolet, der benyttes i Therisha og Guresha. Grundet de to landes delte historie under Therush, begge lande benytter ildfluer som et centralt tegn for Enja. Hendes præster bærer ofte rundt på ildfluer, når det er muligt og Enja symboliseres ofte som tre ildfluer flyvende omkring et kornaks.
Enir
Sjælehyrden Enir er en af de mest udbredte og tilbedte af alle guder i Talmheim. Som vogteren af overgangen mellem de levende og dødes rige, råder Enir over en yderst vigtig post, der sikre sjæle fra at blive plyndret eller fare vild. Af denne grund er det kun de færreste folk, der ikke tilbeder Enir i en eller anden udstrækning. Enir er blandt Talmheims ældste guder. Hvis man tor på Talmheims skabelsesmyte, kom han til verden kort tid efter dens fødsel sammen med sine modparter Enja og Vataos. Enir er en meget aktiv gud, der besidder mange forskellige grupper af følgere, der alle arbejder i hans navn og som han giver mindre magiske velsignelser til. Enirs tilstedeværelse er ofte en meget nær og samtidig yderst fjern del af ethvert liv i Talmheim.
På kanten af samfundet
Enirs forbindelse til døden og efterlivet er med til at påvirke tilbedelsen af ham. Selvom, han ikke undgås på samme grad som Vataos, forbindes hans følgere ikke altid med positive følelser. I lande som Arderia, Gallokima og Samarant er det forbudt for Enirs templer at blive bygget inde i byer. Disse lande har regler for, hvor langt væk sådanne templer må bygges, hvilket skyldes at disse templer ofte bliver brugt som gravpladser til de, der ikke har andre steder at blive lagt til hvile. Denne tendens har ikke formået at sprede sig til mange lande udenfor Drea Setira. På Mòra Vòran er den kun blevet adopteret i Thir, mens det slet ikke har formået at slå rod på Stenakveld.
Taler man om forbindelser til Enir, kan man ikke komme udenom Eskvaran. Landet har siden sin grundlæggelse haft to af Enirs symboler på sit flag, der forestiller en trane bærende en lanterne. Flere store højtider dedikeres til Enir i Eskvaran, der desuden også tager sit navn fra Enirs, da han også kaldes Eski på eskvaransk. Den tætte forbindelse siges at skyldes, at landets potentielt udødelige regent, siges at være blevet velsignet af Enir. Det er dog ikke blevet bekræftet på nogen måde, om disse rygter holder eller ej. Fra Eskvaran har Enir også de to yngste helteguder. Maura og Úna Dia blev begge gjort til guder i år 379 AT. Og selvom ikke meget vides om dem, virker de til at være aktive på Swordbreak kysten og i Ezi-Ahmad.
Andre lande har et mere adskilt forhold til Enir. Siha Muluk begraver ikke deres døde, men vælger at kremere dem eller ligefrem lade vilde dyr æde dem for at lade de dødes kroppe vende tilbage til naturen. Sihalenerne har bredt beholdt troen om, at ånder og elementaler er dem, der bringer sjæle videre til efterlivet. Af denne grund er der yderst få templer til Enir på det Sihalenske kontinent, nok kun med undtagelse af Karim. Et andet område, der heller ikke tilbeder Enir i nogen udbredt grad er Alleki provinsen i Gallokima. Her bringes de døde ind i Mascura delen af Agni Setira, hvor ligene doneres til skovens svampefolk. En praksis, der af flere af Enirs følgere anses som stærkt frastødende.
Et væld af trossamfund
Enirs følgere arbejder ofte i ly af mørket natten. Ordenen De tavse lys, der kan findes på næsten alle kontinenter. Disse præster går i aftentimerne rundt i byer og henter afdøde, der er klar til at blive taget med til gravpladser eller ligbål. De velsigner de døde og beder til Enir om at fører sjælen videre, mens de tager sig af den efterladte krop. De tavse lys snakker på Mòra Vòran også med efterladte og hjælper dem gennem deres tab. På den anden side har man bålroseordenen. En samling af både krigere og præster, der rejser rundt og holder klostre over hele Drea Setira og nogle steder på Stenakveld. Man kan genkende dem på deres rødorange kapper broderet med bålroser og på den lanterne, de altid bærer. En ridder eller præst af bålroseordenen kan altid forventes at have materialer til at tænde store bål. Dette gør de for, at de skal kunne hjælpe med at kremere lig, hvilket for dem er den eneste sande begravelse. For det meste varetager Enirs følgere gravpladser og sørger for begravelses ceremonier for de døde, men der er også grupper som sorgridderne, der har gjort det til deres opgave at opsøge og udslette udøde og magikere, der praktiserer necromanci. Denne type følgere findes i store og små koncentrationer over hele Talmheim. Den største forsamling af sorgriddere finde i Fladsande på Stenakveld. Landet har en lang tradition med at bekæmpe udøde og det siges, at sorgridderne har deres rødder i området, selvom lignende grupper også ser ud til at være blevet dannet på andre kontinentet uafhængigt.
Gud for alle
Enir er en meget vigtig og flere steder benyttet gud. Frasen “Enir bringe dig trøst/fred” bliver brugt til at ønske det bedste for de efterladte. Mens “Enir vise dig vej” på Drea Setira bliver brugt som en afskeds hilsen til en døende. Samme besked bruges på dværgerigerne når personer allerede er døde, hvilket af nogen gør det upassende at sige på andre tidspunkter. Flere steder bruges “Enir glemme dig” som et udtryk for, at man ønsker et pinefuldt efterliv for en anden person. Mens det at sværge ved Enir eller Enirs lys udtrykker, at man sætter sit eget efterliv på spil.
Enir har flere symboler, men hans mest kendte er lanternen, der enten bæres fysisk af hans følgere eller som et simpelt symbol om halsen. Man kan altid genkende Enir, fordi han afbildedes med en stav i toppen af hvilken, der hænger en lanterne. Men Enir forbindes også med traner, nogle mener, at Enir ankommer til de døde på tranevinger, hvilket også ses i nogle afbildninger af ham. Ofte bliver traner bærende på lygter brugt som en direkte repræsentation for Enir, som det gør sig gældende på Eskvarans flag. Sidst har Enir også mange forbindelser til ild, specielt via bålrosen, som i særdeleshed bruges af ordenen af samme navn.
Iarae
Himmellyset Iarae er en velkendt skikkelse over hele Talmheim. Hun er en meget gammel gudinde, der har vogtet over verden siden dens fødsel, hvis man skal tro de myter, der er omkring Talmheims skabelse. Det siges, at hun er den første datter af Enja, der skabte hende ligesom Xevelia skabte Enja, Enir og Vataos. Det er svært at forestille sig en verden uden lys, der er Iaraes domæne, nogen mener endda, at hun tager fysisk form som solen over Talmheim. Men Iaraes første historiske spor kan findes i en beretning, hvor hun tildeles æren for at have bygget bro mellem dværgeklanen Drakungerne og en rivaliserende stamme, hvilket skulle have bragt en flere år lang strid til ende. Om der er tale om en decideret fremtrædelse af gudinden vides ikke, men det er sikkert at sige, at hun havde stor indflydelse på dværgenes tid. I moderne tid er denne indflydelse ikke blevet mindre tværtimod.
Skønhed i ansigt og hjerte
Som en af meget få guder har Iarae flere næsten universelt anderkendte tolkninger. Kun meget få steder vægtes hendes enkelte aspekter højere end andre. Iarae er gudinde for skønhed, godhed, fred og familier foruden at være lyset og solens gudinde. Disse mange forskellige aspekter af Iarae bliver ofte repræsenteret ligeligt af hendes præster og bliver kun i nogle tilfælde vægtet forskelligt. For eksempel bliver hendes aspekter som en gudinde for skønhed, fred og hjemmet vægtet højere i det Trennaganske Imperie på Mòra Vòran. Her mere end noget andet sted påskyndes Iaraes præstinder at opfylde skønhedsidealer en tradition, der findes flere steder, dog ikke i samme grad. Andre lande på Mòra Vòran vægtes Iaraes rolle som beskytter af familien og hjemmet højere. Disse lande inkluderer Thir, Ventika og engang Tannag Mòn. Traditioner for ikke at afvise fremmede, samt skikken at begrave små statuer af Iarae ned under fundamentet af huse, har overlevet selv efter besættelsen af Det Trennaganske Imperie. I dværgerigerne på Stenakveld har Iarae også en meget stor forbindelse til fred og sandhed. Dette har muligvis en meget langt historie bag sig strækkende sig helt tilbage til dværgenes alder, men det er ofte skik at tilføje Iaraes symbol til diplomatiske aftaler eller vigtige dokumenter.
De fleste steder tilbeder dog Iarae ligeligt som en gudinde for ydre og indre skønhed. Faktisk mener mange af hendes følgere, at det er stik imod Iaraes ønsker, kun at fokusere på det ydre eller indre. Hvilket paradoksalt nok går imod den almindelige afbildning af gudinden, der altid forsøger at indkapsle den gældende kulturs idealer for skønhed. De fleste af hendes følgere lever dog stadig efter dogmet
Lev med lyset på dit ansigt og i dit hjerte
Det menes, at man ikke bør skjule sig for andre eller skammes ved sit udseende. Ligeledes skal man ikke lade sit hjerte formørkes af had og jalousi. I Gallokima praktiserer Iaraes præstinder den første del af budskabet til det ekstreme. De fornægter alt brug af kosmetiske produkter til at fjerne uperfektheder fra dem selv. Dette er overraskende nok kun en ting i Gallokima, på trods af, at landet er den ene af to centre for Iaraes tilbedelse. Gallokimas hovedstad Stellatera har det største tempel dedikeret til Iarea. Illodiente templet (Den brændende ring) udgør en hel markedsplads i byen.
Folkets gudinde
Iarae er en meget tilnærmelig gudinde og det er ikke underligt, at hun har mange dedikererede følgere verden over. En skik, der via Arderianerne blev spredt til det meste af verden er traditionen med at give nyfødte, små talismaner med Iaraes symbol som håb om, at de må vokse om til at være smukke i både krop og sjæl. Iaraes gaver er i disse tilfælde repræsenteret af glas- eller træperler, farvede så de viser solen, sjælen og kroppen. Ofte gives Iarae præstinder lignende gaver, hvor de får tildelt en perle, hvis de gør særlig gode gerninger. Nogle lande vælger også at sætte perler sammen så de ligner solstråler eller tændte lys, hvilket begge er tegn på Iarae. Lyset og solen skæres nogle gange ud i træ. Det er dog ikke ligeså normalt som perlerne. Et andet symbol, som det der bruges i Somrige, Myrigen og Moramark, er den todelte maske. Masken viser et ansigt, hvis højre side smiler varmt, mens den venstre har lukket øje og et mildt udtryk. Masken skal vise Iaraes tvedelte natur.
Ved Iaraes øjne er en relativt normal måde at sværge til gudinden. Enten som et udtryk for chok eller stor glæde, men det kan også bruges for at signalere dedikation til godheden af en sag. Iaraes bruge som sagt også til at velsigne børn. Mens forbandelsen må Iarae forkaste dig til mørket er en måde at ønske en person dårlige relationer i sin fremtid. Sidst bruger man nogle steder på Drea Setira vending at være mørklagt. Dette udtryk bruges til at beskrive en person som grim eller bruges som en fornærmelse.
Tekhien
Tekhien er guddommen for skæbne og i visse tilfælde held. Af denne grund er der mange meget forskellige afbildninger af hende. Bredt antaget som en af de ældste guddomme i Talmheims panteon, Tekhien har mange følgere i stort set alle lande. På trods af den store mængde af følgere, vides meget lidt om Tekhien. Som mange andre af Talmheims ældste guder hører Tekhien til blandt de stumme guder. Dette har givet anledning til en række vidt forskellige retninger guddommen er blevet bragt.
Afbildning og Daglig Tro
Tekhien bliver i stort set alle kredse portrætteret som en kvinde. Nogle trossamfund har dog øjensynligt portrætteret Tekhien som en edderkop. I moderne tid findes der to forskellige afbildninger af gudinden, som begge konkurrerer om at være den definitive. Den første er en ung kvinde vævende med en spole af tråd, der aldrig slipper op. Dette billede stammer sandsynligvis fra edderkoppeskikkelsen. Den anden form er den kvinde med en vase med vand som aldrig løber tør, selvom hun hælder af den.
Disse to billeder af Tekhien danner grundlag for hendes mest normale symbol som er tråde flettet til en krans. Farverne i disse kræsne er som oftest, hvide eller blå, men kan også findes i røde varianter. Disse bånd laves ofte til børn og unge voksne som et ønske om en god skæbne. Dog er der kulturer, hvor det anses som den største fornærmelse at forære nogen en flettet krans af den type. I Therisha og Guresha i det sydlige Drea Setira, gives unge dog kun fletninger. Handlingen at lukke kransen gøres kun, når livet er ført til ende. Af den grund ses en lukket krans som en ønske om ulykke og en tideligt forekommende død.
Tekhien er ikke en gudinde, som fylder meget i dagligdagen. Dog har hun meget stærkt fremtrædende i højtider, specielt de som markerer livets milepæle. Hun er desuden ikke en guddom, man tager for let. Selvom hun ikke er udbredt tilbedt, er der mange, som frygter hendes vrede. “Tekhien tage dig”, er en meget voldsom forbandelse at nedkalde over nogen. I Ventika har man ligeledes eden “Sorte tråde”, som er et udtryk for frustration over dårligt held.
Interessante retninger
Tekhien tilbedes for det meste som guddommen for skæbnen. I denne skikkelse anses Tekhien som ældre, end selv Xevelia.
Móresh elverne opfattede øjensynligt Tekhien som deres primære gud. De tilbad Tekhien i en edderkoppeform. Selvom dette aspekt af deres religion har været på tilbage tog i moderne tid, findes der stadig tempel ruiner, der viser Tekhien i denne meget specifikke skikkelse. Selvom Tekhiens plads som primær guddom, var særlig for Móresh elverne, var edderkoppeformen langt mere normal i elvernes alder.
Vataos
Vataos dødens gud, det evige dyb eller den bratte søvn er en ofte underspillet gud. De fleste lande er han en frygtet skikkelse. Den gud, der oftest er forbudt at tilbede. Dette er der en god grund til. Som dødens gud anses Vataos ofte som en bringer af smerte og sorg tagende folk fra verden og deres familier. Dog er der dem, der fokuserer mere på hans aspekt som en naturgud. Døden er en ufravigelig del af livet og det ene kunne ikke eksistere uden det andet. Vataos er berettet til at være opstået sammen med Enja og Enir kort efter Henfaldets tid. Og som den gud, hvis tilstedeværelse tydeligt kan mærkes har der gennem tiden været flere forskellige, men dog overraskende ens tolkninger af ham. På trods af at Vataos på alle måder er en stum gud.
Undgå dødens blik
Fordi Vataos er dødens gud bliver han ikke tilbedt ude i det åbne. De færreste udtaler hans navn af frygt, for at påklade sig hans opmærksomhed, hvilket ofte kan lede til dødsfald hos ens nære. Selv, de der trods alt følger Vataos foretrækker at kalde ham den bratte søvn eller det evige dyb. Den manglende organiserede tro på Vataos gør dog ikke, at han er en entydig gud. Vataos har mange varierende skikkelser, som ofte opstår baseret på en given befolknings store frygt. Et eksempel er tendens for havbundne kulturer, som indfødte i det Malurianske øhav og beboerne på Heloa øerne, der visualiserer Vataos som et enormt havdyr med et enormt gab i stand til at sluge hele skibe. Forbindelsen til havet virker til at være en meget indgroet del af Vataos, der altid afbilledes med en fiskekrog af en art. Det vides ikke endnu, hvor krogesymbolikken er opstået henne for det virker til at opstået uafhængigt over hele Talmheim. Det menes endda at beboere i Imarselinos (halvmånehavet) ved Drea Setira tilbeder Vataos som deres primære gud. Disse undervands folkeslag er dog meget lidt forstået, hvilket betyder, at der kan være tale om en fejloversættelse.
Der findes dog også andre trossamfund, der ikke viger fra at tilbede dødens gud. Disse samfund bliver sjældent forbundet med noget land, men operere på tværs a landegrænser. Blandt disse er den sidste stemme en gruppe af lejemordere, der vier deres liv til at fjerne korruption som en form for hellig hær under Vataos’ beskyttelse. Gruppen tilbeder Vataos i som en gud for gifte, hvor han tager skikkelse af en grøn drage. Det kan og bliver diskuteret om snigmord på nogen måde kan føre til retfærdighed og kun de færreste lande lader den sidste stemme operere frit. Så er der Avgídiá, en kult med oprindelse i Arderia. Gruppen er modstandere af lidelse og drager rundt for at hjælpe døende med at finde hvile. Også her finder man brugen af gift til at spille en central rolle. Historisk set har der på Mòra Vòran været en mere udbredt tro på Vataos som en del af livets og dødens gud i forbindelse med Enja. Denne version af Vataos eksisterer stadig en smule Thir, men da Vataos’ tilbedelse er forbudt i den Trennaganske kirke er mange gamle kilder gået tabt. Til stor sorg for teologer og historikere.
Skygger over livet
Vataos er ikke en gud, men ønsker at påkalde sig opmærksomheden af. Derfor er navnet i sig selv nok at sige, for at få folk til at sende misbilligende blikke. dog kan man også rette guden mod andre. “Vataos våge over dig” er et ikke så tildækket ønske om at død skal følge en anden eller dennes familie. At beskrive nogen som, at de “er på Vataos’ krog” betyder ofte, at de er på dødens rand. Sidst sværger nogle til Vataos for at sige, at de vil holde deres ord eller dø.
Som ofte er Vataos forbundet med fiskeri og i de tilfælde han afbilledes er det ofte som en fisker bærende på en krog og eller tråd. Symbolet bæres også ofte af hans følgere i form af egentlige kroge af jern. Man kan kende statuer af Vataos, da han selvom han er en fisker ikke har nogen stang, men kun snøren og krogen. Dog er der også nogle alternativer, hvor krogen erstattes af en brod, specielt skorpionens brod er hyppigt anvendt i de Sihalenske lande. Ud over dette forbindes Vataos også i enkelte tilfælde med grønne drager og en enkelt statue siges at have vist ham i skikkelsen af en hjort, dog virker dette ret usandsynligt.
Xevelia
Xevelia er Talmheims primære gud. Anset blandt mange, som den ældste og mest magtfulde af alle Talmheims guddomme. Det siges, at det var Xevelia, der skabte orden i verden af det kaos der eksisterede før.
Xevelia bliver oftest billedliggjort som en høj muskuløs kvinde med hvidt hår dog med sorte strejf. Dette er dog ikke den eneste afbildning, der eksisterer billeder af Xevelia som mand og intet kønnet, dog er de ikke så udbredte. Denne relative forvirring skyldes, at Xevelia ikke lader sig se, af sine følgere som nogle andre guddomme gør. Xevelia er den mest arketypiske stumme gud. Det er dog mest normalt at se Xevelia som en gudinde. Trods fysiske træk er der en række ting der går igen. Trods sted og kontekst afbilledes Xevelia altid med langt bølgende hår, et ødelagt spyd i sin ene hånd og Azions øjne i den anden.
Trossamfund
Xevelia bliver ikke tilbedt i samme omfang som andre guddomme i Talmheim. Der findes dog nogle undtagelser til denne regel. Blandt disse er Prem, der ledes af en påstået genfødsel af Xevelia, som er steget ned til Talmheim for at lede folket i den rette vej. Der findes også spredte hemmelighedsfulde og fanatiske trossamfund som “Fønens Stemme”, der primært er udbredt i det sydlige Drea Setira. Dette betyder dog ikke, at Xevelia ikke er central i Talmheim, tværtimod har Xevelia en central plads i hverdagen for mange trossamfund. Xevelia forbindes ofte med storme, fønen, sandhed, og en guddommelig orden, men på samme tid også kaos og aggression i visse kredse. De fleste fejre Xevelias genopstandelse den sidste dag i Nekrós Ánemos. Denne højtid er en udbredt Arderiansk tradition, der blev spredt vidt og bredt.
Det er muligt at genkende følgere af Xevelia på hendes symboler, som der er flere af. Det mest almindelige symbol er malerier af fønen selv. Men også det ødelagte spyd eller en sort og hvid fjer bundet sammen af en snor bliver ofte brugt. Arderiansk tradition udstyre fønskibe med de to fjer, for at sikre sikker passage. I Gallokima ridses det ødelagte spyd ind i dørkarmen i retssale for at påkalde sig sandheden. Ellers ser man oftest spyddet eller fjerene skåret eller ridset i træ eller metal.
Symboler og Daglig Tro
Xevelias to fjer kommer af Xevelias læresætning, der lyder:
Hvilken balance, som er tale om vides ikke. Det bliver tolket af visse til at betyde, at en større orden må opretholdes, muligvis for at bevare fønen. Dette antages at være hoved ideologien bag “Fønens Stemme”, hvis handlinger grænser til det ekstreme. I daglig tale omtales Xevelia oftest som Stormbringeren eller Fønrytteren. Det er ikke unormalt at bede til Xevelia, når man forsøger at krydse fønen. Oftest sværges der ved Xevelia eller fønen, hvis man ønsker at overbevise om, at man taler sandt. “Må fønen standse.” “ved Xevelias navn”. I nogle tilfælde sværges der også ved udtryk for lettelse. “Xevelia være lovet”. |
 |
Alternative Religioner og Trossamfund
Ikke alle af Talmheims trossamfund drejer sig om den centrale panteon. Disse trossamfund tilbeder i stedet mindre guder, fænomener eller magtfulde magiske væsner. Følgende er en beskrivelse af de mere alternative religioner og trossamfund, der kan findes omkring Talmheim.
De Elviske Stjerner
De elviske stjerner refererer til tre gudinder, der optræder i en ældgammel tekst fundet i nogle Anoranske ruiner i Agni Setira. Meget lidt vides om disse gudinder, da deres tilbedelse ikke længere er udbredt blandt elvere. Teksten i sin fulde længde lyder: “Vi må sætte vores lid til Phyrra, Saida og Elasha. Alt andet er-“ teksten nævner kun gudindernes navne og vidner om deres betydning overfor elverne på Drea Setira.
Moderne følgere
Troen på de tre gudinder har tilsyneladende aldrig forladt Drea Setira, da der ikke findes nogen kenskab til gudinderne hos nogle elver kulturer udenfor kontinentet. Kun små stammer af elvere i og omkring Agni Setira tilbeder stadig de elviske stjerner. Det er også her deres fællesnævner stammer fra. Det spekuleres, at gudinderne er stumme guder, da deres følgere retter deres bønder mod tre vandre stjerner, der hver nat passerer hen over nattehimlen. Disse stjerner virker til at være stedfortrædere for gudinderne og har været med til at navngive dem. Stammerne i Agni Setira påkalder sig ikke hver gudinde individuelt, men tilbeder gudinder som et væsen. Det argumenteres også, at de elviske stjerner har haft indflydelse på Tresolefolket i den sydlige gren af Dicielo bjergene. Dette skyldes flere af folkets legender, der nævner tre sole som en del af folkets tilblivelse. Dette er dog ikke mere, end en teori, da Tresolefolket ikke tilbeder nogen af de elviske stjerner.
Rashida
Rashida er ikke en udbredt gudinde. Faktisk findes der ikke mange beretninger udenfor Siha Muluk, der er ældre en den arderianske tidsalder. Kun indenfor perioden år 10 – 120 AT er Rashidas følgere begyndt at dukke op på Drea Setira og Mòra Vòran. Rashida er hermed en af de få guddomme, der ikke optræder i den arderianske panteon. Dette betyder dog ikke, at Rashida er en ung gudinde, som de fleste andre guddomme, der ikke optræder i den oprindelige arderianske panteon. Rashida har en meget gammel kult, hvis spor kan findes skjult overalt i Siha Muluk. Meget lidt vides omkring denne kults aktiviteter og traditioner. Det er derfor usikkert om Rashida er en stum gudinde eller ej, da hendes følgere ikke er lette at finde.
Tavshed og Viden
Rashidas eksistens blev opdaget gennem beretninger fra ahmadtiske beduiner, omhandlende en forfærdelig tyran, der sendte ørkenens folk ud i en flere år lang strid. Manden havde viden om ørkenens vejr, der var så præcis, at han kunne forudse, hvilke oaser, der ville tørre ud og hvornår sandstorme ville dække hans hæres bevægelser. Alfasarah (Ørkenens plage), som han blev kaldt, tog magten over alle oaser mellem Tashaq al Ard og Tamuru Aljahr. Beretninger fra frigivne fanger og slaver bevidnede, at Alfasarah søgte visdom hos en ukendt guddom. Senere forbandt man disse beretninger, samt beretninger om hans brug af ørkencidekagift til at opnå en trance lignende tilstand, med en række lignende ritualer, udført omkring Ghabalghurub. Man blev hurtigt opmærksom på et udbredt netværk af isolerede kulte. Enkelte ting har kunnet findes som fællestræk, selvom de har været yderst effektive til at holde deres traditioner hemmelige, men fællestrækket er brugen af gifte til at opnå et trance stadie. Hyppigst blev dragegift brugt, i områder med adgang til grønne drager, ellers har der været brugt hvad end gift, der har været tilgængelig.
Mysteriekulten, der omgærder Rashida har overlevet helt frem til moderne tid i år 376 AT blev en højtstående rådgiver til Karimklanen afsløret som en følger af Rashidakulten. Kultens tilsyneladende overlevelsesevne har fascineret religiøse forskere fra Universitetskatedralen i Messaura. Det vides stadig ikke præcis, hvilken type guddom Rashida er. Navnet alene er tvivlsomt, da det er et navn normalt forbeholdt drager. Af den grund anser nogle forskere Rashida som intet mere, end en gruppe forvirrede Sihalenere, der er faldet for en grøn drages løgne. Andre mener, at Rashida kunne være en guddom for alt fra vejr og gift til viden. Men en ting er sikkert. Rashidas kult spreder sig langsomt til andre kontinenter.
Appendix
Fremtræde
Det at fremtræde er et begreb, der beskriver når guder, vælger at træde ind på det materielle plan. I disse tilfælde taler, man ikke om helteguder, da disse, endnu ikke er blevet skilt fra verden. I stedet er der her tale om de større og ældre guder. At opleve en gud fremtræde. Er noget langt de færreste får mulighed for at opleve. Det menes, at guderne oftere fremtrådte tidligt i Talmheims historie, men i moderne tid er der kun nogle enkelte beretninger om fremtrådte guder, der alle sammen ligger før Arderiansk tid. Dette skyldes, at guderne ikke bare kan eksistere på det materielle plan, men er nødt til at holde sig adskilt.
Heltegud
Terme heltegud eller kvasigud dækker over det laveste stadie af guddommelighed. Særlige individer, der beviser sig for guderne har gennem tiden fået givet guddommelighed og er startet som helteguder. Disse guder er i stand til at gå frit på det materielle plan, hvor de gør gode gerninger og samler følgere, til de en dag opstiger og bliver til egentlige guder. Helteguder er meget magtfulde individer, så der holdes ofte stærkt øje med dem, primært af den gud, der gav dem guddommelighed. Fænomenet er ikke sket siden år 379 AT, hvor hele to helteguder blev født.
Religion
Begrebet religion i Talmheim dækker to typer af tro. Den første af disse er troen på en specifik version af en gud. Dette kan være troen på gudinden Iarae, der i nogle religioner tilbedes som et symbol på ydre skønhed, mens en anden tilbeder Iarae som et symbol på indre skønhed.
Den anden form religion tager er som en specifik samling af guder. Ofte giver dette en række guder, der tilbedes og en række, der ikke fokuseres på. En af de mest kendte af denne type religion er Den Trennaganske Kirke. Kirken sætter den mindre gud Sólas i centrum, mens den forbyder en række andre guder.
Stumme Guder
Begrebet stumme guder dækker over guder, der ikke kommunikerer med deres følgere. Konceptet bør ikke forveksles med guder, der kommunikerer via drømme eller andre syner. Stumme guder giver ikke udtryk for deres eksistens, men har trods det følgere, der tror på dem. Disse guder kan i tilfælde give troende magiske evner selvom, det er sjældent.
Henfaldets tid
Meget lidt vides med sikkerhed om, den tid Xevelia opstod i. Akademisk kaldes tiden for Henfaldets tid. Der er tvivl om, hvorvidt denne tid overhovedet havde en eksisterende version af Talmheim. De tidligste historiske kilder, man har adgang til finder ikke sted før flere hundrede år efter Henfaldets tid. Hvad folk ved, baseres på myter nedfældet gennem generationer og observationer, man har kunnet gøre sig i verden. For eksempel er der bred enighed om, at en version af Talmheim må have eksisteret på dette tidspunkt. Denne antagelse basseres på fortællingen om Talmheims skabelse, hvor Xevelia lægger fønen omkring verden for at holde kaosset tilbage. Effekten som fønen har haft på verden er tydelig, derfor antages Talmheim at have eksisteret i en eller anden form i Henfaldets tid.
Cleric
Selve cleric termen dækker over gudernes særligt udvalgte. Flere religiøse ledere og præster bliver givet magiske kræfter af deres guder. Disse kræfter er dog ofte meget begrænsede. Det er ofte kun enkelte gange dagligt eller månedligt, at en ny præst er i stand til at bruge magi. En cleric derimod er personer, som besidder en næsten ubegrænset mængde af magi. De anses derfor ofte som særligt udvalgte af deres gud. Antallet af clerics, hver gud har varierer stærkt nogle guder har hundreder, mens nogle slet ikke har nogen.