Oversættelse af tekst dikteret efter historiefortælleren Jarnulf Daggods beretning. Nedskrevet i Ragnar IIIs 45 år (længe før nogen tidsregning). Oversat i Mesaura år 256 AT.
“I tiden før Esthers sønner og Eigils æt. Før selv bjergene i Skarrufjeldet rejste sig, var verden en verden af kaos. Alt var alt og intet var noget. En verden uden liv eller dag. En verden uden nat eller død. Ind i denne verden kom et sind. Sindet kaldte sig Xevelia og levede en tid som alt andet. Men Xevelia længtes efter orden. Hun ønskede stabilitet, struktur. Hun fravalgte sig kaosset og tog en fast form. Hendes orden behagede ikke resten af kaosset. Det strittede imod, ønskede ikke at blive bundet af orden og stabilitet. Xevelia forsøgte at vise det vejen. Og det lykkedes hende at overtale noget, der lagde sig og blev fast klippe.
Xevelia forsøgte med mere, men kaosset stridtede imod. Det tog form af monstrøse væsner med hver en fold det slog. Disse væsner forsøgte at fortære det, Xevelia havde skabt af orden. Men Xevelia kæmpede imod. Hun sloges for det, hun havde skabt, men hver en dyst trak dybe sår i landskabet. Det kværnede bjerge til støv og trak dybe render i jorden, hvor væsnernes blod lagde sig. Med hver udveksling svandt kaosset ind til Xevelia sin sidste kraft bandt det med en vind, som hun lagde omkring hele slagmarken. Hun havde vundet, men for hvilken pris. Hendes orden lå ødelagt for hendes fødder og hun var udmattet og svag.
Da blødte Xevelia sine første dråber. Kun tre faldt fra hendes ansigt og ramte jorden. Og fra hvor dråberne faldt steg tre nye væsner. Disse væsner kaldte sig Enja, Enir og Vataos og inden hun steg til himmels pålagde Xevelia dem om at værne om den verden, hun havde skabt. Til det udgød Enja sit eget blod over en lille flamme, hvormed hun fødte Iarae, som hun placerede i himlen for at give verden lys og varme. De tre væsner kaldte sig for guder. De vidste, at deres moder ikke havde overvundet kaosset, men blot slået det i stykker. Det overlevende kaos spredte sig over Talmheim og forsøgte at rive verden fra hinanden. Guderne kunne ikke holde dem hen alene. Derfor skabte de kæmperne af den ødelagte verden formede klippe til kroppe og åndede liv i det. Da kæmperne var skabt var der materialer til overs. Enir tog disse rester og skabte Eigil og Thrud de første dværge.
Med kæmpernes hjælp begyndte kaosset af blive trængt tilbage. Kæmperne var dog ikke egnede til at leve uden konflikt. De var skabt til at slå og tørstede efter vold så de begyndte at bekrige hinanden og på nogle generationer svandt deres antal ind. Guderne sørgede ikke længe. For de huskede, at Enir havde skabt andre væsner, der havde været forskånet fra krig og derfor ikke led de samme mangler som kæmperne. Enir bød Eigil og Thrud, at de skulle vige deres liv at værne om verden, da den var deres arveret. De fandt deres hjem i Skarrufjeldet, hvor de byggede en mægtig gård, hvorfra alle æter og slægter oprinder.”