“Jeg tvivler på, at jeg har oplevet en hårdere rejse, end den første jeg gjorde gennem Agni Setira. De færreste tror mig, når jeg siger, at skovene var ved at tage livet af mig. Det skyldes nok, at jeg i mine sene år, gjorde vildnisset til mit andet hjem.

Men trods mine mange år blandt de mange træer har jeg stadig den ulidelige fornemmelse, at jeg knapt nok fik krattet i overfladen. Det er en bitter følelse nu, hvor mine ben ikke længere vil bære mig. Alt jeg kan håbe, at nogen vil komme efter og finde de svar, jeg ikke kunne.”

Det grønne hjerte

Agni Setira har trods utallige forsøg, aldrig ligget under noget rige i moderne tid. Som en mur har den holdt civilisationen bundet til kysterne. Trods dette er der dog tydelige tegn på, at området har været beboet siden de ældste tider. Forskere er ikke sikre på, hvor anderledes skovene var, da de var beboet, meget tyder på, at områdets klima har ændret sig meget over de seneste år. En klar kendsgerning er det dog, at forskere fra hele kontinentet søger skovens dyb i deres søgen på fortidens skatte og mysterier.

Foruden dette er skovene også kilde til store værdier for de nationer, der regner sig blandt dens naboer. Skatkammeret byder på eksotisk flora og fauna, der ikke findes noget andet sted i Talmheim. Store summer bruges på at hyre unge mænd og kvinder til at trodse skovens farer og tilvejebringe pelse, urter, knogler og et væld af andre skatte.

Et hjem for de hjemløse

Agni Setiras uafhængighed fra nogen nations kontrol har gjort området til tilflugtssted for alle afskygninger af kriminelle udskud. “Hvis man ikke finder dem inden for tre dage, er de forsvundet i skoven,” som guvernør Enrique Milena (Guvernør i Silsanna området af Gallokima) formulerer det omkring Gallokimas kriminelle. Citatet skal tages yderst bogstaveligt, da hvor end belejlig skoven er for en mand på flugt, ligeså nådesløs er den. Utallige farer gemmer sig mellem træerne, og kun de færreste overlever alene. Man har fundet små samfund af kriminelle, der har held til at overleve for en tid.

Generelt ser man en tendens, hvor enten for små eller store grupper har svært ved at overleve. Individer eller små uforberedte grupper bliver ofre for skovens fare, mens store grupper har svært ved at skaffe mad nok eller drager for meget opmærksomhed til sig selv. De eneste eksisterende undtagelser til denne regel, er de to byer, Lucerio og Dinmali, der har haft held til at blive fast etableret.